Lørdag den 28 september

Afgang fra Unnaryd klokken 9.00 mod Kastrup. For at spare bropenge tager vi toget lige før broen (Station Malmö Syd) til lufthavnen. Her kan vi konstatere, at flyet hænger fast i tåge i Paris, og at en solid forsinkelse må påregnes. Da vi endelig kommer af sted klokken 15.30 i stedet for 12.25 ligger det ret klart, at vi ikke når flyet fra Paris til Bastia klokken 17.15 i dag. Man lander i lufthavnen Charles de Gaulle og skal videre fra Orly Ouest, hvilket indebærer en bustur på ca. 1 time. Air France checker alle muligheder, men resultatet bliver en overnatning på Hilton Hotel Orly samt spisebilletter til aftensmad og morgenmad. Vort fly går nemlig først næste dag klokken 9.15.

Søndag den 29 september

Flyet afgår rettidigt klokken 9.15 og kursen sættes mod Bastia på Corsica. 2 timer efter er vi fremme. Ved indflyvningen får vi et billede af overgangen mellem det flade kystlandskab, som præger østkysten, og bjergene [pic]. Vi taler med Air France om en evt. ombooking af vore flybilletter så vi kan få en ekstra dag i den sidste ende. Det viser sig at være umuligt bl.a. pga. en truende strejke blandt sikkerhedspersonalet. Så til AVIS for at få en bil. Denne gang har vi heldet lidt med os, da det viser sig, at de ikke har flere tilbage i den billigste klasse, som vi har betalt for, så vi får en mellemklassebil i stedet - en Renault Kangoo 1,9 TDI [pic] turbodiesel [pic] med aircondition og en motor, som straks viser sig at være meget mere potent end den 1,4 benzinmotor, vi havde sidst, vi var her. Fra Porettalufthavnen [pic] går det sydover mod vort mål Solenzara. Strækningen på østkysten er som ventet ret kedelig. Nedslidte badebyer afløses af reklameskiltejungler og forladte huse og butikker. Bjergene ligger langt tilbagetrukket indtil vi nærmer os Solenzara, og de berømte Bavellerbjerge gør kystlandskabet smallere. Vel fremme i Solenzara [kort] leder vi efter vores lejlighed i komplekset Residence I Cannelini. Det ligger i den sydlige udkant af byen og nøglen skal hentes på Hotel Solenzara i den nordlige ende.
Vores lejlighed er en stor positiv overraskelse. En toværelses lejlighed med soveplads til maksimalt 6 personer med en pragtfuld udsigt over havet. Meget velindrettet om med en enorm balkon samt en fornem køkkenkrog med alt tilbehør. [pic] [pic]
Pga. tiltagende tørst og sult starter vi med et besøg på lystbådehavnen, hvor der er en større café med speciale i avancerede isanretninger og fylde crèpes. Det bliver det sidstnævnte. Vejret er lunt, solen skinner men det blæser en del.
Efter at have fyldt lidt på depoterne kører vi mod Bavellerbjergene. [pic][pic] Ifølge Lonely Planet skal vejen her være den mest ekstreme bjergvej på Corsica - og det STEMMER. En meget smal vej med huller i asfalten på størrelse med landminekratere og naturligvis placeret helt ude på den uafskærmede bjergkant. Ved passage af modkørende biler må man placere hjulene helt ude på kanten - ja visse steder må man bakke for at finde tilstrækkelig vejbredde til en passage som ikke resulterer i, at der er en bil færre på vejen. [pic] Mens spændingen om næste møde med en bil stiger, falder temperaturen efterhånden, som vi kommer nærmere vores mål: Col de Bavella i 1215 meters højde. Lige inden passet er der et stort "refugium" med plads til et utal vandrere. Området er naturpark og Corsicas berømte vandrerute GR 20 går igennem det. På toppen gør vi holdt og nyder udsigten mod havet langt borte mod øst. Træerne heroppe bærer præg af megen blæst og landskabet virker brutalt og vejrbidt. [pic] Vejen tilbage er lidt tryggere at køre, da man har "inderbane", dvs. man kører længst inde mod bjerget.
Da alle butikker er lukkede bliver aftensmåltidet en fortræffelig pizza på en lokal restaurant Amadeus (se tillige den 4 oktober).

Mandag den 30 september

Formiddagen står i indkøbenes tegn. Der skal anskaffes råvarer til vores lille køkken i lejligheden [pic]. Der er 3 dagligvarebutikker i Solenzara: 2 Spar og en Cocci. Den Spar, som ligger i den sydlige ende af byen, er tilsyneladende lukket for sæsonen! Cocci er en anelse større end toilettet på flyet, så vi besøger den Spar, som ligger i den nordlige del af byen. Denne butik har det mest nødvendige samt en lille charkuteriafdeling. Nogen større kulinarisk udfordring findes dog ikke på hylderne. En af de absolut vigtigste ingredienser i provencalsk og toscansk madlavning er frisk basilikum. De har lidt basilikum på grøntsagshylden, men havde den ligget et par dage til, var den blevet tør nok til at rulle cigarer af! Så netop dette delprojekt bliver udskudt på ubestemt tid, til vi finder en butik med friske grønsager.
Efter en større aflæsning af råvarer samt en god frokost med gedeost, vildsvinepaté samt en meget smagsrig landpølse begiver vi os sydover ad vejen mod Porto-Veccio. Fra at være en grumt kedelig kystvej bliver den i sin sydligere version en ganske interessant vej med mange små landsbyer undervejs. Vort mål er en samling strande nord for Porto-Veccio, da vejret er særdeles indbydende til et strandbesøg. 24-25 grader og højt solskin. Vi fandt D468 ud på en halvø, som ender i Ponta San Ciprianu. På det obligatoriske Michelinkort 90 ser man jo ikke, at der findes beboelse herude, men det viser sig at være en corsicansk version af Rungsted Kyst med kæmpestore rigmandvillaer smukt indføjet i et flot strandlandskab[pic][pic]. Længst ude finder vi et forladt "palads" der af mystiske årsager er overladt til sit forfald. Her er foruden hovedbygningen små omklædningshuse og diverse faciliteter bygget ind i strandkanten[pic][pic][pic].
Videre ad den lille D568 ind til Porto Veccio. [kort]
Porto-Veccio [kort] består af to helt adskilte dele - lystbådehavnen[pic][pic] og en gamle by[pic]. Den førstnævnte vidner om en vis rigdom, men dog ikke i den virkelighedsfjerne størrelse, som man oplever ved rivieraen mellem Monaco og Cannes. Den gamle by ligger en god spadseretur op ad bjerget og er oprindelig bygget bag et stort bymursanlæg med vagttårne[pic]. Byen er vokset ud over sine mure og flere steder anvender man den gamle mur som dele af nye huse med moderne butikker og restauranter[pic]. Men her er helt bestemt hyggeligt - og dyrt[pic][pic][pic]. Under byens storhedstid var det, man vogtede på fra tårnene, selvfølgelig havnen, men også nogle store "salinaer", altså inddæmmede områder, hvor man ved inddampning udvandt salt[pic]. Noget af denne virksomhed findes stadig. Efter at have fundet tilbage til bilen, som stod lidt tvivlsomt parkeret ved havnen begiver vi os ud af Porto-Veccio i sydgående retning. Umiddelbart uden for byen støder vi på en Casino-butik. I sammenligning med den flytoiletstore Cocci i Solenzara er denne på størrelse med lufthavnen i Bastia. Her findes ALT - en slagterafdeling med alt fra friskslagtede kaniner til syltede kofødder. En 20 meter lang betjent ostedisk med alle de gode gedeoste, man kan drømme om hjemme i Skandinavien. Og nær ved denne en frugt- og grønsagsafdeling med et udvalg af format. Vores projekt med at skaffe os frisk basilikum lykkes naturligvis til fulde her - her er der sågar pyntet med det på hylderne! Desuden finder vi et glas figenmarmelade - et must til gode smagsrige oste.
Vores lille halvdagstrip afslutter vi med at tage rundturen på halvøen lige syd for Porto-Veccio. På den sydlige strækning ved Plage de Palombaggia har man en magnifik udsigt sydpå til Sardinien samt til de to naturreservatøer  Iles Cerbicale[pic][pic]. Derefter direkte hjem for at tillave et pragtmåltid af avokados med fyld af artiskokbunde indsmeltede i raqlette-ost toppede med tapernade. Dernæst svinekoteletter på trækulsgrill (som er til fri afbenyttelse for lejligheden) med en mozarella-indsmeltet "salat" af tomat, olivenolie og en endeviesalat[pic][pic][pic]. Her til en kraftig lokal rødvin samt som afslutning te med corsikansk honning.

Tirsdag den 1 oktober

Dagens mål er primært Bonafacio. Til Porto-Veccio er der først 41 km og dernæst 28 km til Bonafacio[kort]. Vejen er nem at køre på, så for en gangs skyld kommer man hurtigt frem - et fænomen, man normalt ikke kender til på Corsica. Straks før Bonafacio ser man de første kalkstensklipper med den typiske vandrette lagdeling. Denne by består - som Porto-Veccio - af en nyere bydel, havnen[pic], og en gammel bydel oppe på sandstensklippekanten mod syd. Vi starter med at køre efter et lille "tog", der fragter folk fra havnen op til den gamle by for dernæst at finde en parkeringsplads. Vi vælger en lille betalingsparkering ved kasernen. Man kan muligvis finde en gratis plads, hvis man kører rundt længe nok, men det er tydeligt, at netop parkering er et stort problem her. Man må antage, at det næsten er et uløseligt problem i højsæsonen, men man kan sagtens parkere nede ved havnen og gå op i byen. Efter at have passeret en skole, der har til huse i den gamle fæstning, kommer vi ind i selve den gamle middelalderby. Smalle gader, gamle døre og helt blottet for mulighed for bilkørsel[pic][pic]. Ret hurtigt finder vi en trappe, der fører ned til havet. Den er hugget ind i kalkstenen og meget stejl. Efter at have betalt 2 € hver begiver vi os ned ad de store stejle trin[pic] og kommer til sidst helt ned til "strandkanten"[pic], hvor vi kan se byens fantastiske placering på kanten af bjerget[pic]. Store dele af byen ligger i virkeligheden ude over vandet, da kalkstensklipperne er udhulede af vandet under byen. Opturen ad trappen får pulsen til at stige. Trinene er høje og turen lang. Under opturen ser vi Sardinienfærgen[pic]. Svedende tilbage (det er 25 grader varmt og skarpt solskin) udforsker vi resten af byen[pic][pic]. I den "største" handelsgade så vi bl.a. en gine (tøjmodel), som så ud til at være svært lykkelig[pic].Vi ser, at der går en vandrerute østover og vil lige fylde depoterne med lidt vådt og tørt, inden vi begiver os af sted på denne. På en lille café bestilles øl og vin samt en sandwich. Nok er alt dyrt i Bonafacio, men denne sandwich var afgjort pengene værd! [pic]
Vandrestien mod øst fører op i det naturreservat, der dækker Corsicas sydspids. Vi vender om efter at have set en mystisk bygning, som tilsyneladende ikke anvendes til noget. Dog har man gjort sig megen umage med at føre vand herop. Man kan faktisk gå ad markerede stier helt ned til den absolutte sydspids. Det bedste ved turen er, at man her fra kan se Bonafacio i fantastiske perspektiver, som viser dens placering på sandstensklippen over havet[pic][pic][pic][pic][pic].
Tilbage i byen får vi fat i bilen og kører ned til færgehavnen. Her ligger et krydstogtsskib[pic] samt færgen til Sardinien. Da vi er lidt interesserede i at checke mulighederne for en dagstur til Sardinien, besøger vi færgekontoret og bemærker tider og priser. Der er 3 afgange om dagen hver vej og en tur med bil t/r koster ca. 400 kr afhængigt af sæsonen[pic][pic][pic][pic]. Her fra færgehavnen kan man køre direkte til lystbådehavnen. Det er her al kommersen er med dyre restauranter og butikker langs begge sider.
Vi fortsætter ud af byen for at finde Corsicas sydspids og måske en god badestrand. Først kommer vi til en militær observationspost under opbygning. Her fra kan man se Bonafacio i et flot perspektiv[pic][pic][pic][pic] samt naturligvis hele strædet mellem Corsica og Sardinien. Vi kører endnu længere mod øst, men er ikke rigtigt tilfredse med en strand, vi finder her. Tilbage går det næsten til Bonafacio for at finde D 58, som fører os til Plages de Santa Manza inde i bugten Golfe de Santa Manza. På trods af den fremskredne tid på dagen er der stadig varmt nok til en "badeslapper" med boglæsning og et dyp i det krystalklare og meget fiskerige vand[pic][pic].
Her fra går turen hjem til Solenzara, dog med en lille afstikker til Casinobutikken for at købe lidt supplement til en planlagt aftensmad af madrester. Vi falder over en slags medisterpølse af en betydelig grovere karakter end den skandinaviske. Den viser sig senere at være formidabel[pic][pic][pic].

Onsdag den 2 oktober

I dag skal det sydlige indland udforskes. Vi kører sydover ad N198 til 6 km nord for Porto-Veccio. Her drejer vi ind ad D559 mod Castellu d'Araghju. I den lille by er der et skilt til Cateddu d'Araghju, som er resterne af en bronzealderbebyggelse fra 200 f.kr. Stien op til stedet, som ligger på en bjergtop er meget smal og stejl[pic]. Vel oppe ser man dels resterne af bebyggelsen, dels en fantastisk udsigt over Porto-Veccio-bugten [pic][pic][pic][pic][pic][pic][pic]. Tilbage i landsbyen kan man læske sig på en lille udskænkning. En ispind koster her 24 kr. - men den var tiltrængt.
Videre ad D368 gennem l'Ospedale. Lige efter denne lille by er der en stor "barrage": en opdæmmet sø med drikkevand til Porto-Veccio[pic]. I Zonza tager vi D420 til Aullène og fortsætter ad denne ud til Petreto-Bicchisano ved hovedvejen N196. Turen gennem bjergene er smuk og varieret. Man oplever skove, maki, skovbrandsarrede områder og forrevne bjergtinder. Man træffer også løsgående grise og køer i et sådant omfang, at trafiksikkerheden er truet[pic][pic][pic].
Fra hovedvejen begiver vi os mod kysten ad D757 for at se den forhistoriske udgravning ved Filitosa. 3000 år f.kr. boede her nogle krigere, som for at skræmme fjender bort udhuggede stenstatuer som sattes omkring beboelsen[pic][pic][pic]. Nok interessant for arkæologer, men i øvrigt ikke specielt imponerende. Kystvejen føre videre til Propriano, en moderne havneby uden de store seværdigheder. Syd for Propriano - lidt inde i landet - ligger Sartene[pic]. Her kan man finde en meget gammel bydel, som er ægte corsicansk[pic]. Fra Sartene kører vi atter tværs over øen gennem bjergene til Col de Bavella. Vi fik her chancen til at se Bavellatinderne i fint lys[pic][pic]. Derefter ad den smalle bjergvej ned til Solenzara. Om aftenen vil vi prøve den eneste restaurant, der er nævnt og rost i Guide Restaurants de Corse - Chez Dumé. Stor var skuffelsen over et elendigt måltid med gamle muslinger og sejt oksekød. Det tilrådes, at være lidt forsigtig med denne restaurantguide. Det er ikke første gang, vi er blevet skuffede. Det er bedre at spørge sig for hos de lokale.

Torsdag den 3 oktober

Dagen står i kastaniernes tegn. Nordud ad N198 går det raskt til Prunette. Til venstre ad D71 ind i kastagnedalen - Corniche de la Castaniccia. En skrap tur ad bjergveje ind i et område, der engang var Corsicas rigeste og tættest befolkede. Her er der kastanietræer overalt[pic][pic][pic][pic]. Desuden har man på det meste af turen en flot udsigt til havet i det fjerne. I de små byer kan man fornemme afvandringen af indbyggere. Der virker ret dødt og fordums tiders rigdom lyser ved sin fravær[pic][pic]. Et sted stopper vi op for at se den største engletrompetblomst vi nogensinde har set[pic]. Længst inde i Valla d'Orezza vender turen i byen Piedicroce. Her findes en enorm kirke med flotte udsmykninger. Vi er lidt sultne og vil købe en is i en lokal kiosk, der reklamerer med at have noget sådant - men ak - slut for sæsonen ! Turen går tilbage ad D506 til kystvejen og halvdagsturen slutter med et besøg i en Casinobutik i Ghisonaccia. Her er det nok det bedste og nærmeste sted at købe ind, hvis man bor i Solenzara. Vi køber et par stykker entrecôte som danner rygraden i en madrestemiddag om aftenen.

Fredag den 4 oktober

Op klokken 6 for at komme rettidigt til Bonafacio. Turen går til Sardinien og båden går klokken 9.30. Man skal følge skiltene til færgehavnen og her stå i kø ganske længe for at købe en billet. Det er ingen billig fornøjelse. Med diverse havneskatter indregnet koster det ca. 80€ tur/retur. Man skal desuden være lidt forsigtig med dette projekt. Færgens kapacitet rækker ofte ikke til det fremmødte antal køretøjer, så kom i meget god tid. Sæt bilen i køen gerne en time før afgang. Man kan jo så tage en kop kaffe på en af caféerne i lystbådehavnen. Påstigningsproceduren er også lidt speciel. Da færgen kun kan åbnes i den ene ende, må alle bakke ind. Passagerer bliver jaget ud af bilerne og skal gå ombord. Årsagen bliver klarlagt, når man har placeret sit køretøj på bildækket. Der bliver pakket så tæt, at det er næsten umuligt at færdes her, og flere mennesker vil gøre det helt kaotisk. Turens start[pic][pic] er fantastisk, da man sejler lige forbi byens utrolige placering på sandstensklipperne[pic][pic]. Man passerer også nogle nyere "skydeskår" formentlig fra verdenskrigene[pic][pic]. Vejret er desværre ikke det bedste - helt overskyet og ret mørkt. På den anden side af Bouches de Bonafacio lægger man til i Santa Téresa-Gallura[pic][pic]. Først bør man sikre sig en reservation til tilbagerejsen, hvis man vil være lidt sikker på at komme tilbage samme dag klokken 17.00. Damen i billetsalget forstår kun italiensk og er ikke specielt imødekommende. Men vi får da langt om længe købt en billet til hjemturen og får nogle usikre meldinger om, at vi har reserveret plads, hvis vi kommer en halv time før afgang. Vi kigger lidt på byen[pic][pic], som er lidt kedelig. 
Vi kører først til Palau mod øst. Man mærker her straks forskellen mellem Corsica og Sardinien. Mens Corsica virker lidt småfattigt føler man her, at pengene findes overalt. Vi kører langs kysten til Olbia, og overalt er der rigmandsvillaer og dyre både. Selve Olbia viser sig at være en MEGET stor by. Man farer let vild her, da gaderne ofte er ensrettede og således umuliggør logisk navigation. Tilbagevejen går i indlandet. Da sulter har meldt sig, leder vi efter et sted at spise, og mange er reklameskiltene for et sådant. Men ak - alt er lukket for sæsonen. Først tilbage i Santa Téresa-Gallura finder vi en restaurant på torvet[pic]. En rendyrket turistfælde med en portion skrabet spaghetti til 120 kroner, når man har betalt for borddækning mm. I en vinbutik køber vi et par flasker af en sardinsk vin, som vi er blevet anbefalet. 
Vi skal nu tilbage til båden. Her skal der lige advares om nogle ting. Man skal ikke køre derhen, hvor man blev lastet af, men i stedet følge skiltene til Imbargo Corsica. Man skal under en tunnel for at komme til køerne med ventende biler. Systemet med at reservere plads fungerer tilsyneladende ikke, og nervøsiten for at strande på Sardinien truer. Vi synes faktisk, at det nærmest er et held, at vi til sidst kommer med færgen. Imens er regnvejret afløst af solskin og tilbageturen er flot. Et fantastisk lys kaster sig over strædet og Bonafacio[pic][pic][pic][pic][pic]. 
Tilbage i Solenzara bliver det til besøg nummer 2 på Restaurant Amadeus. Den ligger på kystvejen over for Hotel Solenzara. Et udsøgt sted med rustik charme, når man kommer ind i selve restauranten bag den neonprydede forhave. Pizza er sagen her. De er bagt på trækul og er himmelske. Betjeningen er perfekt og priserne er høje men ikke skyhøje. Men endnu engang: der er ikke noget, der er billigt på Corsica.

Lørdag den 5 oktober

Afrejsedag! Tidligt op for at gøre rent i lejligheden - noget, som de tidligere beboere tilsyneladende ikke har taget så tungt på. Men i øvrigt har netop denne lejlighed været en positiv overraskelse. Stor, lys, fredelig og med en fantastisk udsigt [billedserie].
Hjemturen bliver mere eller mindre kaotisk. Da vi rettidigt kommmer frem til skranken i lufthavnen viser det sig, at vores pladser er solgt 2 gange, og at vi ikke kan komme med flyet. Vi får at vide, at der går et fly om aftenen. Vi vil så få 300 Euro i erstatning. Efter megen parlamenterer får vi fat i Air France chefen på stedet og forklarer, at vi umuligt kan komme videre til Sverige fra Kastrup med denne løsning. Han finder plads til os på et lille lokalfly til Nice[pic]. Inden vi går til flyet når vi dog at gå tilbage til skranken og få udbetalt vore 300 Euro (he-he). Vi får taget lidt billeder fra flyet. Et over kystområdet med bjergene i baggrunden[pic] og to ind over landet, hvor bjergene stikker op over skyerne[pic][pic]. I Nice er det som "tight" med tid, at vi under eskorte bliver lodset tværs over landingsbanerne og direkte ind i en flyver til München (Lufthansa). Efter en time i München går det til Kastrup med SAS, og vi når næsten rettidigt til Sverige.