Lørdag den 2 juni 

Lidt forsinket afgang fra Kastrup klokken 18.00. Ankomst Bastia Airport klokken 20.30. Bilafhentning ved Avis. En helt ny Renault Kangoo afhentes hos Avis over for lufthavnen. Kørsel til Bastia til Hotel Bonaparte. Efter indlogering går vi ned i byen og spiser lidt god ost og får en corsicansk vin, som viser sig at være mere end almindelig fyldig og god.

Søndag den 3 juni 

Efter udcheckning fra hotellet og morgenmad ved havnefronten begiver vi os ud på turen til vores ”hjem” i Porto. Vi vælger ruten langs kysten.  

Vi kører over øens smalle nordende til Saint Florent, hvor vi gør vort første stop. Allerede nu er vi overraskede over vejenes beskaffenhed. Meget smalle og meget snoede. I baghovedet dukker en frase fra rejsebøgerne op: ”Der findes ikke nogle dårlige bilister på Corsica – de er nemlig døde!” Men endnu værre bliver det nu mod Moneta. Kompensationen for dårlige vej er nogle meget fine udsigter over havet samt et flot landskab med fine bjergformationer. Det sidste stykke vej til Calvi er af acceptabel vejkvalitet. Calvi oplever vi som en by med mange hoteller, men i denne omgang gør vi ikke noget ud af udforskning af byens øvrige egenskaber. 

Nu fortsætter vi af vej D81 først til Galeria. Efter Galeria går vejen lidt ind i landet i naturreservatet Réserve naturelle de Scandola. Nu bliver vejene helt mageløst dårlige. Smalle, så to biler knapt kommer forbi hinanden, hullede og MEGET snoede. De fleste steder er max-hastigheden 40 km/t og flere steder ser vi spor efter biler, som ikke har holdt sig til vejen men i stedet er styrtet ned af de næsten lodrette bjergskråninger. Da vi når Girolata er jeg sikker på, at nu må vi da være i Porto, men navigatøren kan kynisk meddele, at vi er kun nået halvvejs mellem Calvi og Porto. Pga. vejenes beskaffenhed og facon tilbagelægges der ganske vist nogle kilometer på tælleren, men resultatet i fugleflugtslinie er meget magert. 

Bjerglandskabet og ikke mindst floraen er dog så mageløse at strabadserne bag rattet glemmes hele tiden. Forrevne bjergformationer er pyntet med alskens buske, græsser, blomster, mosser og lavarter i hele farvespektret. En gang imellem får vi mod vest et glimt af azurblåt hav nogle hundrede meter nede, og kigger vi mod øst ser vi til vores overraskelse bjergtinder med sne på! 

Efter 4 timer og 170 km’s kørsel når vi frem til vort ”hjem” de næste to uger: Fiskerbyen Porto og Camping Les Oliviers [pic][pic].  Porto viser sig at være meget lidt fiskerby og desto mere turistby. Da receptionen har middagslukket, udforsker vi området lidt og begynder med at køre fast i sandet ved stranden på venstre flodbred. Her er der en stor campingplads, turistinformation, minigolf og meget andet, som vi senere vil besøge. 

Nu kan vi komme til vores lille hus på Les Oliviers. Efter lidt parlamenteren med campingværten får vi anvist hytte 32 længst oppe mod vest på området [pic]. Hytten viser sig at være ideel m.h.t. placering og udformning. Den består af to soveværelser, en stue, bad og toilet, en første udeplads med køkken samt en yderligere overdækket udeplads med spisebord. Foran hytten er der en fin plads, hvor vi kan flytte borde mv. rundt efter solens placering. [Se billedgalleri fra Les Oliviers]

Vi når nu at udforske den højre flodbred, som mest består af turistbutikker og hoteller/restauranter. En øl nydes med udsigt til den firkantede borg og med en stiv kuling fra havet. Da det er søndag, kan der ikke shoppes ret meget, men vi får da købt lidt vin og brød. Tilbage i hytten får vi pakket det sidste ud, inden vi slutteligt begiver os til en lille restaurant ved flodbredden neden for campingen. Mette får en blandet salat og Erik sætter tænderne i et par lammekoteletter.

Mandag den 4 juni 

Da vi ikke kunne handle dagen inden startes dagen med at Erik køber brød mm. Hos den lokale Spar butik. Morgen og formiddag tilbringes på pladsen foran hytten med læsning mm. Klokken 13 begiver vi os mod Ajaccio for at storhandle. Vejen dertil gå via Piana til Cargese gennem et landskab af røde og helt utroligt udformede bjergpartier – Les Calanches. Fra vejen kan vi se Porto fra oven. [pic] [pic] I Cargese bemærker vi, at der er marked. Videre over stok og sten går det til Sagone, hvor vi undres over, at butikkerne er lukkede. Hvilken lang middagspause tænker vi. 

Til sidst efter 2½ times kørsel når vi frem til Ajaccio. Vi parkerer i en parkeringskælder og tror nu, at vi skal ud og fylde indkøbsposerne med mad mm. fra vores lange indkøbsliste. MEN AK – vi har glemt, at det er pinse. Alt er lukket, så vi må nøjes med en is og en øl ved havnen. [pic] Lidt slukørede begiver vi os hjemad. Men nu tilsmiler heldet os. Det marked vi bemærkede i Cargese på udturen har den heldige bivirkning, at byens to butikker har åbent. Vi får købt nødtørftigt ind til et aftensmåltid ved nitiden med god gedeost, oliven, avocados, patéer mm. [pic]Tidligere planer om at spise yderligere i byen skrinlægges hurtigt og dagen afsluttes med god vin og kaffe.

Tirsdag den 5 juni 

Sen morgenmad til klokken 11 med æg, ost, basilikumpistou, melon, lufttørret skinke mm. 

Herefter afgang mod Corte. Østover går det ind i Gorges de Spellunca [pic]. På venstre hånd ser vi pludselig en lille by klistret på den modsatte bjergvæg. Det er Ota [pic]. Vi beslutter at se på den, men inden vi kommer så vidt passerer vi to genoesiske broer Pont de Pianella og en anden. De går over to små, men rivende floder i bunden af gorgen: Aïtone og Tavulella. Vi ser en masse vandrere og beslutter at udforske såvel Ota som floddalen til fods en anden dag. 

Videre går det nu af  snoede bjergveje op til byen Evisa i 829 m’s højde [pic]. Efter Evisa kommer vi ind på vejen mellem Corte og Ajaccio. I vejkrydset bemærker vi, at der i lighed med græske traditioner skydes med endog kraftige våben mod vejskiltene [pic]. Vejen går ind i skoven Forêt D’Aïtone og senere Forêt de Valdu Niellu. Her er en ubeskrivelig og artsrig flora. Først dominerer meget høje pinjer og brede kastanietræer, men efterhånden som vi kommer højere op bliver det mere og mere skandinavisk med bøg og birk [pic]. Det højeste punkt på turen er Col de Vergio (1477 m). Her står der en statue [pic] af en berømt frihedskæmper, og man kan se ned til den kunstige sø Barrage de Calacuccia, som vi kommer til senere. Men inden da må vi til vores store overraskelse opleve et skisportssted. Skilifter [pic] [pic] går op til toppen på Capu di u Facciatu (2113m) og Monte Tozzo (2007m). Her er sågar et skisportshotel. På vejen færdes løsgående dyr: geder grise og køer [pic]. Monte Cinto massivets sneklædte tinder danner baggrund for sceneriet [pic][pic]. Vi holder ind på en lille rasteplads, hvor vi får øje på nogle løsgående grise. Mette ville ud af bilen for at hente noget gennem bagdøren, men en stor gris havde tilsyneladende fået færten af en abrikos i den åbne fordørs sidelomme og stikker trynen ind i bilen [pic]. Mette må kæmpe for at få den væk og pådrager sig under dette arbejde en masse griseri på den ene arm [pic]. Vi får dørene lukket, men grisene når lige at kvittere for besøget ved at gnide en masse skidt på bilsiden. 

Nu begynder nedklatringen mod Corte. Først passeres Barrage de Calacuccia [pic], som er opdæmmet for at lave elektricitet længere nede i Castirja. Vi gør holdt ved et vandkraftanlæg [pic], inden vi tager det sidste stykke til hovedvejen mellem Bastia og Corte. Til højre ad den kommer vi så til hovedstaden i indlandet [pic] [pic]. 

Vi passerer først Corsicas universitet, som blev lukket åbnet i 1765 af nationalhelten Paoli, der styrede Corsicas eneste selvstændighed fra 1755 til 1769. Universitetet blev lukket i 1790 og først genåbnet i 1980! Efter lidt søgen efter parkering kan vi nu forlade bilen og begive os ind på torvet i Corte. Byen er hyggelig, men den trænger som andre corsicanske byer til vedligeholdelse og reparationer. Vi havde tænkt, at nu skulle vi rigtigt ud og handle hos gode slagtere og grønthandlere, men ak – det er mest turistbutikker og halvusle minisupermarkeder. Efter at have købt postkort (vi kunne ikke købe frimærker, da der var strejke på posthusene) får vi en øl på torvet. Herefter var der bare et at gøre: retur ad samme vej. Det tager 3 timer at køre de ca. 90 km fra Porto til Corte, så dagen bliver ret fremskreden, inden vi kommer hjem. 

Hjemturen går dog noget hurtigere end udturen. Vores Renault er efterhånden også blevet lidt kvikkere. Den havde jo ikke kørt mere end 10 km, da vi fik den og var meget træg i starten. På tilbagevejen ser man nu ud over bjergsiden og ned i Gorges de Spellunca. Et imponerende og næsten skræmmende syn, hvor vejen hænger på kanten mange hundrede meter over bunden. Vel hjemme kan vi nu begynde tilberedningen af et par vidunderlige entrecôter, som vi til sidst opsnusede i Corte.

Onsdag den 6. juni  

Efter 3 strabadserende bildage tager vi nu en rigtig afslappet formiddag med læsning og andre hjemlige aktiviteter. 

Efter brunch begiver vi os ned til vores egen lille by. Først kigger vi lidt på stranden [pic] og konstaterer at vandtemperaturen er helt OK. Derefter tager vi en minigolfturnering [pic] ved en restaurant på Rive Gauge. På denne side ligger også det lille fiskerleje [pic], hvor man kan købe fisk om morgenen. Over Portofloden går der en lille buet bro [pic], som leder til Rive Droit, hvor den rigtige by samt Genoesertårnet [pic] ligger.

På den anden side gik vi op i vagttårnet fra 1700 tallet. Herfra er der en utrolig udsigt over såvel vand som bjergene og Porto. Vi udforsker selve Porto. Det er hurtigt gjort – det er en meget lille by. [Se billedserie fra Porto] Herefter indkøb af bl.a. vildsvinepaté og lammekølle samt et par halve hummere. Dette skal dog ikke nydes i aften, da vi senere går på restaurant nogle hundrede meter til højre for campingens indgang - med blandet resultat. Konklusion (måske): skal du spise noget forholdsvis billigt på en tvivlsom restaurant på Korsika, så bestil noget af svinekød, f.eks. kotelet. Grisene her på øen går oppe i skovene og æder kastanier, så der bliver en fin smag og konsistens på dem, når de har udåndet og fundet vej til din tallerken.

Torsdag den 7. juni 

Nu skal der fart på naturoplevelserne. De kan naturligvis opleves gennem et bilvindue, men man mister nærheden med naturen og især duftene og nærbillederne af floraen. Vi fandt jo i går ud af, at der går en vandretur til ?? ved de to broer øst for Ota. På vej til Ota gør vi holdt ved et af de mange mindesmærker for militærpersoner [pic]. Vi er nok ikke rigtigt sikre på, hvad vi begiver os ud på, men i alle tilfælde stiller vi bilen ved broerne [pic] og begiver os ad ruten, som er markeret med orange klatter en gang imellem, men undervejs bliver vi mere og mere sikre på, at bare vi knokler nok, skulle vi nok ende i Evisa. Vandrestien er en oldgammel æselsti, som på den tid var den eneste forbindelse til indlandet fra Porto. Og en gang imellem kan vi misunde æslerne deres adræthed og udholdenhed. OK – det er ikke ekstremt hårdt, men trods alt går det meget opad. Det første stykke [pic] er moderat, til vi når et paradis, hvor vi skal krydse den lille flod Porto [pic]. Her kan man bade i floden [pic], hvis man er løbet varm. Men herefter går det opad – og opad. På vejen oplever vi, at et større stykke bjerg var styrtet ned over den gamle æselsti og havde ændret den lokale geografi en smule [pic]. Men videre går det med en blanding af kontorbensmælkesyre og en forundring over det magnifike landskab [pic]. Pludselig kan vi høre biler, og er endeligt sikre på, at vi er nær ved Evisa – med andre ord vejen en kilometer inden byen regnet fra Porto. Nu er det frokosttid, og medbragt mad indtages på en plads med sol og udsigt over bjergene [pic]. Efter en del kampe med store myrer og svedelskende fluer begiver vi os op til Evisa. Det viser sig at väre en sjov lille by med flere facetter end man tror ved gennemkørsel. På grund af den fremskredne tid bestiller vi en taxi på en bar. Der er ganske vist ingen taxitjeneste på disse kanter, men en sød servitrice ringer til en god ven, der kører os til vores bil for 200 FF.  

Vel tilbage i Porto kører vi på stranden. Her kan vi konstatere, at man får en alvorlig omgang zoneterapi under fødderne [pic], når man går på de mange runde sten. Bølgerne var store, så store, at Mette måtte opgive at komme rigtigt i vandet. Ved 19 tiden tilberedes et par store lammekoteletter i vort fortrinlige udendørskøkken [pic].

Fredag den 8. juni 

Efter almindelige formiddagsaktiviteter tager vi mod Piana, nabobyen  11 lange kilometer fra Porto mod syd. Målet er en vandretur ved ”Hundehovedet” – Tetes de Giens [pic][pic]. Her er de røde klippeformationer formet af urhavet i de mest utrolige former, som bl.a. kan minde om dyr og dyredele [pic]. Vandreturen er på ca. 30 minutter, men ganske ukomfortabel. Resultatet begrunder dog anstrengelserne – en fabelagtig udsigt fra de røde bjergformationer over havet, bjergene og Porto-bugten [pic][pic]. I øvrigt er Corsica overalt meget vandrervenligt. Gode kort, overnatningsmuligheder og skiltning [pic]. Videre går turen til den lille by Piana. Vi bemærker, at her findes der minsandten en slagterbutik, som dog har lukket her ved middagstid. Ved kirken drejer vi til højre [pic] mod Plage d’Arone. Efter en lang tur gennem et højtliggende og åbent landskab med geder på vejen [pic] kommer vi til et lille paradis. En skøn sandstrand med meget få besøgere. Og for at det ikke skal være løgn ligger der en rigtig god restaurant ved stranden [pic]. Fint menukort og god mad. Mette får en fiskeret og Erik tager en pizza med et antal forskellige oste på. Det var virkelig godt.

Derefter går vi til stranden, som er suveræn [pic][pic]. Mettes nye svømmefødder testes og der dases et stykke tid. Med solen på hæld starter vi tilbageturen. Men undervejs kører vi ned til et lille forladt fiskerleje med en strand: Anse de Ficajola. Der er meget stejl vej derned [pic], og den sidste del af turen er til fods. Stranden her er lille og stenet, og den tilhørende bar/restaurant er lukket [pic].

Tilbage i Piana finder vi et rigtigt godt supermarked Coccinelle [pic]. Det er bedre end de to i Porto tilsammen. Her foretages indkøb til weekenden. Nu er aftensolen på Portobugten. Et smukt syn fra den snoede Pianavej [pic].

Lørdag den 9. juni 

Da Mette foretrækker at læse hjemme drager Erik på en halvdagestur ad ruten Porto-Evisa-Vico-Sagone-Cargese-Piana-Porto. Her er der mulighed for at besøge nogle små ”glemte byer” helt uden turister. Desuden skal der tages nogle billeder af den corsikanske flora [pic][pic][pic][pic]. Der gøres ophold i Renno, og i Vico [pic] viser det sig, at der er marked. Her findes der i øvrigt en åben kirke med en fin udskåret Kristus samt fine glasmosaikker [pic]. Der er mange geder på vejene [pic][pic]og hele ruten er naturskøn. På vej tilbage til Porto tages lidt billeder på den herlige vej fra Piana til Porto [pic][pic]. Tilbage i Porto kl. 13. Efter lidt middagspause til Ota [pic] for at studere den på nært hold [pic][pic]. Derefter en forfriskning på Chez Felix. 

Tilbage ved huset skrives der dagbog og lades digitalbilleder ind i den bærbare. 

Om aftenen spiser vi vort lørdagsmåltid på Le Maquis [pic]. Vi tager den corsicanske menu til 180 FF [pic]. Den viser sig at være ypperlig – ligeledes vinen dertil. Dette sted bør man besøge, hvis man er kommet til Porto. 

Söndag den 10. juni 

Vi beslutter at tage til Gorges de la Restonica. Atter går turen gennem kastanieskovene [pic] til Corte. Undervejs studeres nogle besynderlige afrundede bjergformationer i nationalparken. [pic][pic]  

Gorges de la Restonica [pic] er en berømt og velbesøgt kløft med 16 km vej ind i bunden. Herefter er der mulighed for at vandre op til 2 søer oppe over trægrænsen. MEN – vejen er lukket efter ca. 6 kilometer [pic]. Der har tydeligvis været nogle skred (måske under oversvømmelser i oktober 2000, da en hyrde blev revet med af floden og druknede, og vejen er under reparation. Hvor længe dette skal stå på vides ikke, men det ser ud til at vare længe. I stedet parkerer vi bilen ved campingpladsen, så langt, som vi kan komme. Her går der vandrestier op langs den venstre side af floden. Man kan også vælge at gå helt nede ved floden [pic]. Det gjorde vi, men det er sommetider ret vanskeligt terræn. Der har tydeligvis været skovbrande i området for nyligt [pic]. Når man bliver varm er det bare at kaste sig i det fine flodvand [pic]. 

Hastigt bevæger vi os nu ad hovedvejen fra Corte til Ajaccio. Her fra lige til Piana, hvor Mettes sult tvang hende til at indtage en umådelig kedelig baguette med ost. Undervejs måtte vi gøre stop pga. et overvældende antal geder på vejen [pic].

Aftenen afsluttedes med middelmådige pizzaer på en af byens første restauranter. 

Mandag den 11. juni 

Turen går i dag nordpå. Vejen her er fænemonalt smal, bugtet og dårlig. Man kan undre sig over, at der visse steder er hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Man kan simpelthen ikke køre så hurtigt. Mellem Porto og Galeria er der blot 200 m lige vej. Men flot er det med havet til venstre og sneklædte tinder til højre. Vi stoppede ved Col de la Croix. Hvis man går til venstre forbi den lille bar, kommer man ud på halvøen og kan först se til Porto i horisonten. Derefter kommer man på den anden side og kan herfra se Girolata, som kun kan nås med båd eller ved i stedet at gå ad stierne til højre ved parkeringen (1 ½ times vandring). Efter en relativ anstrengende vandring (det er ret stejlt tilbage) kører vi videre til Galeria. Hvor vejen ender er der en havn og længst ude en mikrostrand til 2 personer [pic], hvor vi fourager. Efter at have betragtet lidt havnebyggeri forsætter vi mod et sted at bade. Galerias egen badestrand er ikke god og der går køer!! på den [pic]. Lidt nord for Galeria er der et tårn kombineret med en fæstningsbygning. Her parkerer vi, kigger på tårnet og opdager en fantastisk strand på den anden side af bakken. Her har man dæmmet Fango-floden op på den ene side og fået en strand med kiselsand på den anden side [pic]. Et enorm strandareal med meget få besøgere (der var måske 10, da vi kom) [pic]. Bølgerne er meget store, og først tør vi knapt gå i vandet, men da vi ser andre vove halsen går Mette ud og tester brændingens opskyl mens Erik tager den store tur ud over de meterhøje bølger. Det er ekstremt anstrengende, og der går nogen tid, før pusten kommer tilbage til normale niveauer. 

Så går turen op i Fangodalen. Man drejer til venstre 6 km øst for Galeria på tilbagevejen til Porto. Dette viser sig at være et flodbadeparadis. Stop op hvor som helst, det kan lade sig gøre og bad i floden nede til venstre [pic]. Vejen ender blindt i en lille landsby. Her købte vi en is i måske verdens mindste bar [pic]. Nu er det hjem til Porto, hvor vi skal på bestillingskontoret til bådene til Girolata. Vi kan konstatere, at der er udsolgt dagen efter, men at vi  i morgen kl. 8.30 kan bestille plads til i overmorgen. 

Aftenens overraskelse er svinenakkekam fra Cocinellebutikken i Piana. Med en svampesauce bliver det et kulinarisk højdepunkt mht. til både smagen og konsistensen på dette vidunderlige kød, der smager som hele Corsica.

Tirsdag den 12 juni 

Klokken 8.30 tilmelder Erik os til bådtur til naturreservatet Scandola og byen Girolata. Det gøres på Restaurant Le Cyrnee [pic]. Efter morgenmad mm. går vi i byens akvarium [ses i baggrunden] for at se, hvad vi spiste om aftenerne. Akvariet er ikke særligt stort, men ganske informativt. I den højre havn kan man se dyrelignende klippeformationer [pic].Herefter skulle vi oprindelig ud at bade, men vejret slog over i regn, og i stedet bliver det en tur ind i landet. Først til Cargèse for derefter at skære ind i landet ad en meget lille vej D181. Undervejs blev det til gedefodring med gamle baguettes [pic][pic][pic]. Oppe på bjergtoppen finder vi et fantastisk hus, som vi først tror er forladt, men det viser sig, at det er under renovering til et lækkert landsted med en utrolig udsigt over Golfe de Sagone [pic][pic]. Videre til Vico, hvor vi kigger ind i kirken og så til de meget små bjerglandsbyer Guagno og Soccia[pic][pic][pic]. På vejen passeres Guagno-les-Bains. Et gammelt kursted med varme kilder, som man nu forsøger at blæse liv i igen[pic]. Et helt nyt hotel var opført, og vi møder en hel bus med badehungrende pensionister. I de små landsbyer føles det, som har tiden stået stille i mange år – og fortsat gør det. På vejen hjem ser vi usædvanligt mange grise, køer og geder. Hjem går det over Evisa. Om aftenen bliver det til restaurantbesøg på havnen.

Onsdag den 13 juni 

Tiden er nu inde til den store sejltur. Klokken 9.00 hentes billetten og 9.30 er der afgang. Turen gik til Reservé Naturelle de Scandola. Et fantastisk område, som er klassificeret som værende af verdensinteresse af Unesco. De mest fantastiske geologiske formationer afløser hinanden og artsrigdommen i floraen er imponerende. Her får vi lejlighed til at se Scandolas konge: Fiskeørnen. Dens store reder ligger på toppene af opstikkende søjleformede klippeøer. Efter en uforglemmelig oplevelse rundt om halvøen kommer vi til Girolata. En lille landsby, som kun kan nås med båd eller til fods. En halv times pause her var lidt lidt, man kan knapt nå op til borgen. Tilbage i Porto tager vi straks bilen for at tage en badetur på yndlingsstranden Plage d’Arone ved Piana. En god frokost på restauranten, lidt dykning og lidt solbadning bliver vor afsked med dette vidunderlige sted. Se billedgalleri fra Scandola og Girolata. På vejen tilbage bliver der indkøbt personalegaver i Coccinelle samt et stykke gris til aftensmaden.

Torsdag den 14 juni 

Camping les Oliviers forlades for at sætte næsen mod det nordlige Corsica. Dog skal der først laves nogle reelle madpakker med alt det, vi havde købt for meget[pic]. 

For sidste gang går turen ad den smalle og snoede D81 til Calvi. Undervejs kigger vi på nogle besynderlige klippeformationer ved Notre Dame de la Serra [pic]. Denne gang gøres der holdt i Calvi. Vi går op i borgområdet, som viser sig at huse en del militære anlæg som f.eks. en kaserne for militærpolitiet[pic][pic][pic][pic][pic][pic]. Videre til Algajola, hvor vi møder toget mellem Calvi og l’Ile Rousse[pic]. Ved stranden [pic]indtages nogle kæmpestore baguetter, som Mette har komponeret ved morgenbordet. Efter l’Ile Rousse kommer man ind i den store stenørken Desert des Agriates. Her har i Genoesertiden väret frodigt, men skovbrande mm. har forandret landskabet til et goldt og tørt skue[pic]. Efter dette når vi kysten ved St. Florent.  

Nogle af de bedste vine fra Corsica kommer fra området omkring Patrimonio. Derfor gøres der en lille afstikker til byen Patrimonio for derefter at kære ud til kystvejen D80 og nordud. Vi kigger efter en badestrand, men det er blot klippekyster, der bydes på her. Vi når frem til Nonza[pic]. Genoesertårnet[pic] her byder på en fantastisk udsigt over såvel vestkysten på Cap Corse som bjergene på ”hovedlandet”. For foden af borgklippen ligger der en lang sandstrand, som har en mærkelig mærk farve på sandets øverste lag[pic]. Det giver mulighed for at skrive sit navn i sandet med store bogstaver, som mange har gjort. Årsagen til misfarvningen ser vi snart længere oppe ad vejen. Her ligger der nemlig en nedlagt asbestfabrik, som har forurenet hele området. Det lykkes os at ”misse” vej D180 til østkysten, men i stedet tager vi den lille D35 tværs over halvøen til Marine de Meria, hvor vi kommer på D80 igen og kører til Macinaggio. Her ser vi et reklameskilt for et hotel i Rogliano oppe i bjergene. Vi beslutter at se på det og kommer til et lækkert og helt nyrenoveret hotel med en fantastisk udsigt over Macanaggiobugten, et par tårne samt et vue helt til Elba. Det koster 580FF med halvpension, og vi må næsten kaste os direkte til bords, da tiden er ret fremskreden. Maden viser sig at være ypperlig, og halvt inde i måltidet bestiller vi vores lækre værelse til næste nat også. [se billedserie fra Rogliano]

Fredag den 15 juni

I dag skal Cap Corse udforskes og vi kører ad kystvejen frem til Ersia, hvor vi kan komme på en lille vej til nordspidsen ved Barcaccio. Her ser man ud på den lille ø Ile de la Giraglia. Vi kører videre til et udsigtspunkt ved Tollare for herefter at køre tilbage til D80. Ved et tilfælde læser vi i en af vores bøger at landsbyen Canelle er et besøg værd, så kursen sættes mod denne. Det viser sig at være en stor overraskelse. Byen er ældgammel og alt er bygget i sten. I de smalle gyder, som ofte er helt indbyggede som tunneller i bebyggelsen er der pyntet med smukke blomster. De viser sig, at her gemmer der sig i virkeligheden et rigmandsparadis med luksusindrettede huse bag de tykke mure. Det hele kompletteres af en fantastisk udsigt over Baie de Centuri og helt til hovedlandet. [pic] [pic][pic][pic][pic][pic]

Herefter kører vi tilbage til østkysten og fortsætter sydover mod Bastia. Vi vil finde Claus og Trines drømmehus i Mandriale[pic]. Det lykkes os dog at køre lidt forkert og i stedet havne på en udsigtsplads med en meget fin udsigt over Bastia[pic][pic]. Her spiser vi oste og fortsætter til Mandriale, hvor huset angiveligt skal ligge over kirken. Efter at have ringet til Danmark og fået bekræftet placeringen kører vi op ad en meget stejl lille vej for at ende ved en sti, som fører op til huset. Et smukt hus bygget helt i sten, men vi kan desværre ikke se ind i det. 

Nu vil vi egentlig gerne til stranden, men da vi har siddet lidt i en strandbar bliver vi enige om, at det blæser for meget til at bade. Vi kører tilbage til Rogliano for at pakke sammen og nyde nogle fine langustere til aftensmad.

Lørdag den 16 juni 

Efter morgenmad besørges den sidste pakning og vi udforsker den lille by Rogliano. Herefter går det til lufthavnen i Poretta syd for Bastia[pic]. Bilen[pic] afleveres hos Avis og vi går ind i lufthavnsbygningen klokken 12.00. Til stor overraskelse konstateres det, at der annonceres med en flyafgang til København klokken 12.30 – og der er ikke andre. Vi kigger på vores billet, hvor der står 13.30. En dansker opdager situationen og fortæller os, at afgangen er flyttet frem med en time, og at han da har fået besked om det for en uge siden. Damen i bagageskranken må nærmest overtales til at tage vores bagage, da hun er af den bestemte opfattelse, at vi er kommet for sent. Men alt lykkes til sidst[pic] og efter at have fået et sidste kig fra luften på Corsica (bl.a. stranden ved Nonza[pic]og nordspidsen af øen[pic]), kommer vi til et koldt og fugtigt Danmark efter 2½ time. Her fra med toget til Halmstad for at finde vores bil på langtidsparkeringen ved Centralstationen. Vi er hjemme i Unnaryd ved 20-tiden.